
Bagning med Aleja
For et godt stykke tid siden, var Athena Thanide den heldige vinder af SoMe-teamets bagekonkurrence. En del af hendes præmie var simpelthen, at jeg, Aleja, ville dedikere et bageopslag til hende. Det har været længe undervejs, men nu er det her altså!
Jeg hoppede i forklædet, og dedikerede nogle lækre macarons til Athenas IG personlighed. De er pinke, og de har guldglimmer. Det passer da om noget på Athenas udstråling - og så passer det jo også med, at Athena for nyligt har haft IG fødselsdag. Så Athena - this is for you, darling.
Undrer du dig over, hvordan det egentlig ser ud, når jeg er i køkkenet? Så kan du se hele bagningen på vores youtubekanal her.

Macarons
Opskriften har taget inspiration fra: https://www.alt.dk/mad/opskrift/franske-makroner
OBS. Jeg har ikke lavet cremen fra denne opskrift.
Du skal bruge:
100 g mandelmel
150 g flormelis
75 g æggehvider
I stedet for at skille hviden fra blommen, så køb pasteuriseret æggehvider
1 knsp salt
50 g sukker
Frugtfarve el. pastefarve
Guldstøv (kan undlades)

Cremen
Opskriften har taget inspiration fra: https://www.oetker.dk/dk-da/opskrifter/r/franske-macarons-med-creme
OBS. Fra denne opskrift, har jeg kun lavet cremen
Du skal bruge:
100 g blødt smør
Tag dit smør ud fra køleskabet cirka 30 min inden det skal bruges
175 g flormelis
4 spsk piskefløde
1 spsk vaniljeessens
Vaniljepulver kan også bruges, hvis man synes at essens er lidt for dyrt.
Macarons: Sådan gør du
1. Sigt mandelmel og flormelis sammen i en skål. Hvis din mandelmel er meget grov, kan du med fordel presse den med en ske.
2. I en anden skål, pisk æggehviderne stive. Tilsæt salt og derefter sukker lidt ad gangen. Pisk til det er en tyk marengsmasse, og du kan vende skålen på hovedet, uden det falder ud.
3. Tilsæt din valgte farve i massen. Bemærk, hvis du bruger flydende frugtfarve, at din marengsmasse vil blive tyndere af det.
4. Vend forsigtigt mel-blandingen i marengsmassen lidt af gangen. Vend det forsigtigt, så din marengs ikke mister luft.
5. Test konsistensens på din masse ved at sætte en klat på et stykke bagepapir. Laver den toppe er den for tyk, og flyder den ud, er den for tynd.
6. Fyld det i din sprøjtepose, og sprøjt de små runde macarons ud på et stykke bagepapir. Det er en smagssag om man ønsker store eller små macarons.
7. For at fjerne lufthullerne i dine macarons, skal du slå bagepladen imod din bordplade et par gange.
8. Lad dine macarons stå ved stuetemperatur i 30-40 minutter.
9. Tænd ovnen på 180 grader varm luft.
10. Sæt dine macarons ind, og skru ovnen ned på 140. Bag dem i 12-15 minutter.
11. Imens de er i ovnen, går du i gang med din creme
Creme: Sådan gør du
1. Pisk smør, flormelis, fløde og vaniljeessens sammen til en crem.
Tag din smør ud af køleskabet, minimum 30 minutter før det skal piskes, så det når at blive blødt. Er det ikke blødt, kan det ikke piskes ordenligt.
2. Hvis du synes, at din creme er for tyk, kan du tilføje en lille smule ekstra fløde.
3. Smag eventuelt din creme til med vanilje - Er du ligesom mig, og ikke er så vild med smagen af smør, kan det godt være, du skal have liiidt mere vanilje i.
Samling af macarons
1. Når dine macarons er færdig i ovnen, lad dem køle af på bagepladen. Når de er afkølet kører du dem over på en rist.
2. Fjern forsigtigt dine macarons fra bagepladen.
3. Sæt dine macarons sammen i "par" der er cirka lige store.
4. Kom din creme i en sprøjtepose, og sprøjt det på den ene halvdel af en macaron.
5. Kom toppen af din macaron ovenpå, og pas på med ikke at klemme den sammen.
6. Når alle dine macarons er samlet, kan du vælge at pynte den med lidt ekstra.
7. Valgfrit: Kom en pensel i bøtten med guldstøv, og drys det over dine macarons.
Din pensel skal helst være ubrugt, og vær sikker på, at det guldstøv du har købt er spiselig.
8. Nyd dine macarons!
Athena Thanide edition
Det var alt for denne omgang bagning. Hvad synes du om de små lyserøde kager? Og har du en idé til, hvad jeg skal bare næste gang?
Til vi ses igen,
Aleja Navarro